mandag, april 30, 2012

En gribende bog


Jeg er næsten færdig med bogen ’ Wienerbørn Barndom i krigens skygge’. Den har gjort et dybt indtryk på mig lige som Ken Folletts ’Giganternes fald’, fordi den fortæller om kriges forfærdelige konsekvenser for civilbefolkningen. Da jeg var barn, hørte jeg de voksne tale om wienerbørn, men jeg anede ikke, hvad det betød.

Efter første og anden verdenskrig kunne man møde et gribende syn på de danske banegårde - grupper af underernærede børn med skræmte blikke og et papskilt om halsen. Det var de såkaldte wienerbørn, der blev sendt alene til Danmark og væk fra efterkrigstidens sult og nød for at blive fedet op hos en dansk plejefamilie. Nogle af børnene så aldrig deres forældre igen.

Cirka 30.000 østrigske børn mellem 6 og 14 år kom til Danmark via private hjælpeaktioner, der blev iværksat efter de to verdenskrige. Havde børnene ikke fået en tre måneders pause fra sult, nød og sygdom, ville mange af dem være døde. Men omvendt kan man spørge, hvad det gør ved et barn med krigstraumer at blive sendt 1.000 kilometer væk fra familien helt alene og uden at kunne sproget.

I bogen fortæller Elisabeth, Hilde, Kurt, Inge og Frantz deres personlige historier om at være wienerbarn i Danmark, og hvordan det siden har præget deres liv. Hilde så aldrig sin mor og sine søstre igen, efter at hun steg på toget til Danmark. Kurt blev adopteret af sin danske familie – varehusfamilien Daell – og skabte sig et godt liv i Danmark. Elisabeth spurgte mange år senere sin biologiske mor: 'Hvordan kunne du dog sende dit seksårige barn alene til et fremmed land?' 'Det var jeg nødt til. Ellers vidste jeg, at du ville være død'' lød svaret.

Bogen er gribende, og den grundige research giver et lyslevende indblik i efterkrigstidens Europa og det unikke hjælpearbejde, der fandt sted. Det er et stykke Danmarkshistorie, der fortjener at blive husket. Forfatteren er Susanne H. Knudsen, som er cand. mag. og journalist.