mandag, januar 16, 2012

Savnet


Det er 13 år siden, min mor døde, og jeg savner hende stadigvæk. Der går ikke en dag, uden jeg tænker på hende. Hun blev kun knapt 74 år og svandt det sidste år ind til ingenting på grund af sygdom. Selv om hun var blevet meget svag i de sidste par år, husker jeg hende, som hun var, da hun var yngre - husker oplevelser vi har haft sammen. Min mor var den næstældste ud af søskendeflok på fire. Hun var stille, vellidt og utrolig hjælpsom mod andre - var for eksempel den, der hjalp alle familiens gamle. Hun var uddannet husholdningslærer og underviste også i vævning og syning på min mormors husholdningsskole i Holte. Hun var også den, der kom rejsende til Jylland, når min brors børn blev syge. Hun læste mange bøger og var en flittig P1-lytter, en stille eksistens, som vist mange kvinder af hendes generation var.

Da jeg var barn, var jeg fars pige, men da jeg selv fik barn, kom min mor til at betyde meget for mig. Vi tog tit i sommerhus sammen – pakkede bilen med sønnike, høj stol og klapvogn og hyggede os sammen i flere dage ad gangen. Det øverste billede er taget en sankthansaften i haven til mit sommerhus. Der er hun 52 år …


Her er et billede taget kort efter, min far og mor lærte hinanden at kende, og et fra min mors barndom cirka 1930. Min mor står til venstre, og min mormor sidder ved flyglet...