torsdag, december 15, 2011

Rif Rif Hurra


Jeg har været til fødselsdag i dag - sammen med flere hundrede andre. Politiken Plus havde inviteret til 80-års fødselsdag i Pressen for at fejre Klaus Rifbjerg med musik, taler af Bo Lidegaard og Anita Bay Bundegaard, og et interview, som Rifbjergs datter Synne stod for. På et kæmpe lærred så man gamle billeder af Rifbjerg, som Politiken har bragt gennem tiden.


Her er det Anita Bay Bundegaard, der overrækker Politikens gave – et portræt af ham selv tegnet af Philip Ytournel. Tegningen er lavet med børnetouch og ligner på en prik :-)

Vores store forfatter er knivskarp i pæren og fuld af humor og selvironi. Han fik alligevel et værdigt modstil af sin datter, som ikke holdt sig tilbage med at stikke til ham. Da de talte om hans bog 'Huset', tænkte jeg, at den må jeg læse. Den handler om hans barndoms hus på Amager, og jeg genkendte, hvordan et hus i barndommen får en ganske særlig betydning.