torsdag, juli 28, 2011

Glæd en forfatter

Madame
Nu har jeg igen fået lyst til at skrive til en forfatter for at takke for en enestående bog. Jeg holder mig nu nok i skindet, for Ken Follett ville alligevel aldrig se mit brev. Men Giganternes fald er noget helt specielt og pludselig står det klart for mig, hvor vanvittig krig er.

Somme tider kommer man mere eller mindre tilfældigt til at læse en bog, der gør så stort indtryk på én, at man er nødt til at indvie nogen i det. Men det er sjældent, at man deler det med den, der burde være den første til at høre det: forfatteren selv.

Jeg har efterhånden været ude for det mange gange, og i de senere år har jeg skrevet til forfatterne, når det er sket. Hver min vej er en vidunderlig bog, Jacques Berg har skrevet om sin mor, der var født og opvokset i Frankrig, men som blev dansk gift og omplantet til en lille lejlighed på Amager i 1930’erne. Det er et gribende billede af en svunden tid (Jacques Berg er årgang 1935). Også Jesper Jensens tre erindringsbøger var jeg så optaget af, at jeg måtte sige tak til ham.

Så de fik begge et brev, og jeg regnede egentlig ikke med at høre fra nogen af dem, for begge bøgerne var udkommet mange år, inden jeg nåede til dem. Men jeg fik de venligste, håndskrevne breve tilbage, og det var en god fornemmelse at have gjort to mennesker glade, som havde lagt et stort arbejde i at give andre et indblik i deres liv. Jeg fik den mest rørende dokumentation for sandheden i det gamle mundheld: 'Det du giver ud, får du tilbage.'

Hvis du ikke selv har prøvet det, kan jeg anbefale det. Hvis du har, kunne det være sjovt at høre, hvordan det gik!