torsdag, januar 21, 2010

Om at gemme eller smide ud

Gamle dage
Da mine forældre var børn, kunne man ikke drømme om at smide mad ud - alle rester blev gemt, og stort set intet gik til spilde. Når jeg nu læser, at hver dansker i gennemsnit smider 63 kilo mad ud om året, bliver jeg lidt pinligt berørt. Jeg kan huske, at min mormor altid brugte gammelt brød op til sidste skive. Rugbrød blev til øllebrød og franskbrød blev enten brugt til rasp eller til arme ridere. Er der overhovedet nogen, der kender arme riddere i dag? Det er skiver af daggammelt brød, der bliver vendt i mælk og derefter i kanelsukker inden skiverne steges i smør på panden - og spises med syltetøj.

Min mor var uddannet husholdningslærer og dygtig til at lave mad og bage - hun kunne lave alt. Hun brugte også høkasseprincippet og lod kartofler og risengrød koge færdig under dynen. Mennesker, der havde oplevet tidligere tiders mangelsamfund, blev gode til at spare og opfinde retter af enhver lille rest. De havde køkkenhave, hvis de havde et stykke jord, og syltede og henkogte.

Jeg er ikke alt for god til at udnytte alle rester, selv om jeg ihærdigt prøver og blandt andet bruger rester af ris til stegte ris med forskellige grøntsager. Det siges, at op mod 20 procent af alle fødevarer, vi køber, ender i skraldespanden - og det skulle svare til 7.000 kroner om året for en gennemsnitsfamilie.

Billedet er min far fotograferet som 3-årig. Og i dag ville min mor forresten være blevet 85 år ...