tirsdag, december 23, 2008

Ind under gulvtæppet

Jeg har været i et dilemma på jobbet i de sidste dage. Mit studie er så beskidt, at min tålmodighed ikke rækker længere over for den unge kvinde, der gør rent. Hun tømmer papirkurven hver dag, men det er også det eneste. Og efter cirka en måned er der nu så støvet og snavset, at jeg får åndedrætsbesvær af at være i rummet. Vinduet kan ikke åbnes, og døren kan ikke stå åben, da det er et lydtæt rum med en dør, der smækker med et gevaldigt brag.

I går mandede jeg mig op og spurgte den unge kvinde, hvilken dag om ugen, hun vasker gulvet. Det gør hun om torsdagen, sagde hun, men i torsdags havde hun ikke kunnet nå det - og så en lang smøre om, at hun har ondt i benene, fordi jobbet er alt for hårdt. Det endte med, at hun kom og vaskede gulvet, og i dag vil jeg selv tørre alle flader af med en opvredet klud. Rent ud sagt er jeg ikke imponeret over hendes indsats, men hun er et sødt menneske, og det gør det endnu sværere.

I Monsieurs afdeling gav de i går deres rengøringsdame en stor kurv med lækkerier, fordi hun er helt enestående. Det er en kvinde omkring de 55 år. Hun var forståeligt nok ved at kravle i et musehul, men meget, meget glad for påskønnelsen.
Næsten alle, der gør rent hos os, er indvandrere, og det synes jeg gør sagen ekstra ømfindtlig.

Hvordan takler man, at der ikke bliver gjort rent, hvor man arbejder – har du et godt forslag til mig?