mandag, marts 03, 2008

Sommer

Sommers hus

Nu hvor første del af Sommer er sendt, og vi må vente til efteråret med at se resten, kan jeg ikke dy mig for at lufte min begejstring. Serien har fænget i usædvanlig grad hos mig, selv om jeg har det svært med serier og at skulle se tv hver søndag aften. Men jeg har gjort det med glæde.

Serien er jo optaget i mit Frederiksværk, og det har været sjovt at kunne genkende lokaliteterne. Hvordan filmholdet har fået de smukke shots af Sommers hus er mig en gåde - for det er ikke videre dekorativt i virkeligheden, som man ser på billedet. Hemmeligheden er nok colorgrading. Man går simpelthen ind og drejer på farverne, så de får den intensitet, man ønsker. Nogle gange bliver det så billeder, der næsten overgår fantasien.

I mine øjne er byen meget smuk med kanalen i bymidten og med fjorden over for Sommers hus. Det er en god idé at lade Alzheimers være et vigtigt tema, og det er en fornøjelse at se Lisbeth Dahl i rollen som den undertrykte kvinde, der begynder at blomstre. Alle skuespillerne er dygtige, og historien virker troværdig, selv om forløbet er fortættet - så mange ulykker vælter næppe ned over en familie på så kort tid. Der har været tilknyttet en læge som faglig konsulent på alt stoffet vedrørende sygdom og lægepraksis, og det er historier digtet over hans journaler, der er brugt.

Jeg giver serien 5½ hjerte - og i modsætning til medieprofessor Gunhild Agger, der har brugt en hel del energi på at rynke på næsen for ikke at sige nedsable serien her, glæder jeg mig meget til efterårets fortsættelse.

Hvad synes du om Sommer?