tirsdag, marts 25, 2008

Grin eller græd

Corinne Maier: Goddag til dovenskabenDer har som bekendt lige været bogudsalg, og det har i mange år været en belastning for vores efterhånden sparsomme hyldeplads. Nu går det lidt bedre, efter at vi har vedtaget, at vi kun køber bøger, der under ingen omstændigheder kan undværes. Problemet er, at det ikke er noget helt entydigt kriterium, og senest kom Monsieur hjem fra udsalg med Corinne Maiers Goddag til dovenskaben. Hun er økonom og psykolog og ansat i det statsejede franske elektricitetsselskab EDF, der var tæt på at fyre hende, fordi de ikke brød sig om hendes betragtninger om moderne virksomhedskultur.

Det er underholdende læsning. Corinne Maier bruger blandt andre Marx, Freud, Hegel og Foucault til at give mellemlederne én på hatten:

»...mellemlederkulturen, der er befolket af middelmådige intelligenser, som har fået alt for stor indflydelse, efter at topcheferne har trukket sig tilbage for at dyrke zenbuddhisme.«

Filosofien er i korte træk: gør det du er bedst til, vær doven. Sats på en karriere med mindre ansvar og mere livsglæde. Ledelsen i store virksomheder lader bare, som om de bekymrer sig om deres ansatte, derfor behøver de ansatte også kun at lade, som om de arbejder.

Som Ole Thyssen skriver i forordet, er det en ond bog. Men også hylende skæg - og eksemplerne er uhyggeligt genkendelige.