onsdag, januar 30, 2008

En dejlig dag

Måske kender du det, at ind imellem er man så heldig at have mulighed for - og kunne - sove rigtig længe og indhente det forsømte.

Kender du den slags perioder, hvor man føler, at arbejdsugen er en lang række af pligter, fra man slår øjnene op, til man lukker dem igen? Lige for tiden har jeg det sådan, og så falder en fridag midt i ugen på et tørt sted - en dag, hvor pligterne ikke står i kø, vækkeuret får en fridag, og man vågner med følelsen af at være helt udhvilet. Man slår øjnene op og føler sig frisk og glæder sig til, at dagen er ens egen.

Sådan en dag har jeg lige haft. Ingen krav, ingen pligter ud over at tage imod et nyt køleskab, komme henna i håret og lukke Sofus ud i haven ... og så ellers bare fri. Eftermiddagen blev brugt til at gå på besøg. Først hos min eksotiske moster, der både har en hund, et marsvin med en kæmpe kravlegård og nogle dejligt syngende kanariefugle og risfugle - og bagefter hos en dejlig veninde, der er sygemeldt i øjeblikket.

Sådan en ad hoc-dag, der kommer slentrende i sit eget tempo, er en gave. Monsieur og jeg har lige indtaget en let anretning på den nye café på torvet inde i byen, og der er stadig en hel del tilbage af dagen. Lige nu venter hyggelig avislæsning og en kop kaffe.

Har du haft en god dag?