mandag, september 10, 2007

Et liv før døden

I lokalavisen kan jeg se, at Thyra Frank fra plejehjemmet Lotte på Frederiksberg har holdt foredrag i Ældresagen her i Halsnæs kommune. For et par år siden så jeg en udsendelse i tv om hendes arbejde for, at plejehjemsbeboere skal have et værdigt liv. En udsendelse, der kunne få selv en sten til at smelte.

Thyra Frank mener, at en bedre ældrepleje ikke behøver at koste flere penge. Men hun efterlyser en bedre etik og moral. Du behøver kun at behandle de gamle, som du gerne selv vil behandles, når du når der til. Vil du spise fastfood de sidste år af dit liv eller have hjemmelavet mad ude fra køkkenet? Vil du have lov til at stikke næsetippen uden for og fornemme om efteråret er blevet til vinter? Vil du have ret til at få rumpen på et toilet, når du skal - ikke en halv time senere? Vil du selv have retten til at bestemme, hvornår du skal i seng?

På Thyras plejehjem står seniorer med rollator i kø for at komme ind, og personalet bliver hængende, indtil de selv har alderen til at bo der. Og det handlede ikke om nye møbler eller flere plejehjem, men om retten til en værdig alderdom, at et smil er gratis, og at Fru Thyra tror på et liv før døden. På plejehjemmet Lotte må de gamle ryge, drikke rødvin og elske til de dør.

Er det ikke netop sådan, vi alle ønsker at blive gamle?