tirsdag, august 28, 2007

De smukke gamle mennesker

Aviser og blade har for vane kun at skrive om gamle mennesker, når det handler om sygdom, demens og forfald. Jeg har tænkt mig at blive rigtig gammel, og derfor samler jeg på historier, der skyder fordommene om gamle mennesker i sænk og beviser, at de er livskraftige, levende, intelligente, til nytte - og smukke.

Frederiksborg Amts Avis

Jeg er lige faldet over artiklen i Frederiksborg Amts Avis om billedhuggeren Gerda Thune Andersen, der bor og arbejder i Tibirkelunde. Hun laver de skønneste skulpturer, men prøv lige at se hendes ansigt. Hun er en af de smukkeste kvinder, jeg har set, og hun har været en slags forbillede for mig, lige siden jeg så en udsendelse i tv for et par år siden, hvor man fulgte hende og hendes mands måde at gribe den forestående alderdom an på. De fleste indskrænker og skruer ned på vågeblus, men de to gjorde det modsatte. De flyttede fra Jylland og købte en stor gård i Nordsjælland, som de selv satte i stand. Hun fik sit enorme atelier, som hun arbejder i dagligt, og de kom til at bo tættere på deres børn og børnebørn. Hendes mand dyrker sin interesse for historie og skriver om det. Ikke noget med at sætte sig ned og vente på at dø.

Gerda Thune Andersen er 75 år, og når jeg tænker på hende, kan jeg kun glæde mig til at blive lige så gammel.