onsdag, juli 27, 2005

Miss Mis missing

Det skulle have været sidste onsdag, men hun snød mig og stak af. Den ene af mine tre yndlingskatte (vi har tre katte) skulle tidligt om morgenen til dyrlægen for gennemgå det årlige serviceeftersyn med tilhørende vaccination. Derfor skulle hun holdes inde natten før. Der er bare det ved det, at Miss Mis har samtlige nætter besat på grund af nødvendigt arbejde med såvel musefængning som tidkrævende kratluskning og jordbundsundersøgelser og kan derfor under ingen omstændigheder bruge en hel nat på at være indenfor. Da det desuden er imod hendes ejers natur at sove, mens der står en kat i entreen og gennemgår hele registret af mislyde forfra og bagfra igen og igen, forbarmede jeg mig efter to timers intensiv jammer. Denne blødsødenhed forklarer jeg med, at hun til daglig gør mig den store tjeneste at ligge på en sofa...

Miss Mis
...i flere timer og se mere dekorativ ud, end man med rimelighed kan forlange. Så hun fik altså lov til at tage på arbejde mod til gengæld at love at være hjemme igen næste morgen, inden vi skulle til dyrlægen.

Da morgenen kom, var der ingen kat. I hvert fald ikke dén kat, så Spike Jones måtte springe til og udfylde tomrummet - han skulle alligevel selv igennem turen om en måneds tid. Skamfuldt måtte jeg fortælle en hovedrystende, skævt smilende dyrlæge, hvorfor jeg mødte op med en anden kat end aftalt.

Dyrlægen bevilgede en ny tid til den deserterede kat, og i dag lykkedes det - fordi jeg holdt alle døre og vinduer hermetisk tillukket i nat og forhindrede en skrigende kat i at følge sine naturlige instinkter. Til gengæld forhindrede den mig i at få min naturlige nattesøvn.

Nu har jeg lige lukket døren op ud til det fri og ønsket Miss Mis god arbejdslyst på sin nattevagt. Det næste jeg vil gøre er at slukke computeren, vælte omkuld og trække dynen op over hovedet.